Vinterligt nytårsbord

Så blev første dag efter ferien overstået. Der er handlet til den forestående nytårsaften og selv bordet er dækket. Nytåret skal bestemt ikke komme bag på mig, som det jo skete så grusomt i julen!!!

Jeg er typen der planlægger. Ja faktisk så planlægger jeg at planlægge. Jeg skriver lister over ALT hvad jeg skal. Gerne delt op i tidspunkt og kategori. Der er flere, inkl min meget overbærende mand, som ofte har grint af mig. Men de kan bare grine! Når først jeg kommer i sving er jeg en velsmurt maskine. Det er yderst sjældent at noget går galt og maden er altid klar til tiden!!!

Der var en gang hvor jeg kørte sådan altid. Men så kom barn nr 2, karriere, murermestervilla og tanker om pensionsopsparing. Mine børns fødselsdagskager var formet som funklende prinsesseslotte med balkon og det hele. Det blev umuligt for mig at køre den stil og i det sindssyge tempo.

Længe har jeg følt mig helt ved siden af mig selv. Om det har været stress, eller bare den virkelige verden der har indhentet mig, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg nu er på vej tilbage til mit gamle jeg. Maskinen er igen velsmurt, men dog en anelse justeret. Jeg ved nu at “less is more”. Jeg prøver at leve efter mottoet ” Keep it simple “. Det virker og jeg har efterhånden fundet den gyldne balance i mellem min perfektionisme og virkeligheden. Jeg stræber stadig efter det perfekte, men nu en anelse mere nede på jorden.

Nå, men dette var egentlig tænkt som et indlæg med billeder og ideer til et lækkert nytårsbord. I stedet ramte de tanker mig, som naturligt kommer når et år går på hæld og et nyt venter.

Nytåret kan bare komme an,  mit bord og jeg er klar!!!

Bordet dækket til nytåret 2014 med kongeligt porcelæn.
Bordet dækket til nytåret 2014 med kongeligt porcelæn.

Bordet er holdt i de grålige nuancer med et tema der henviser til det smukke vintervejr vi er så heldige at kunne nyde lige nu. Der er selvfølgelig dækket op med det kongelige porcelæn. Dæktallerkenerne er nærmest pyntet med kongeligt guld, i form af mine skønne “Blå Palmette” tallerkener. Ovenpå dem står mine elskede bouillonkopper. Jeg elsker de små hanke, og det er alt for sjældent at de kommer ud af skabet. Bestikket er nænsomt lagt ovenpå foldede servietter, som pænt er pakket ind i menukortet.

Hjemmelavet menukortet til nytårsbordet.
Hjemmelavet menukortet til nytårsbordet.

Den hjemmelavede lampe er pyntet med is i form af tapper og krystaller. Hele bordet glimter og glitrer og udgør en smuk ramme for vores nytår anno 2015.

Nytårsbord i vintertema.
Nytårsbord i vintertema.

Jeg håber på en magisk nytårsaften til alle!!!!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *