Daim-is med mandelbund.

Jeg elsker denne enkle men meget velsmagende dessert. Den er nem at lave, smager skønt og kan laves i god tid.

Bund: 3 æggehvider, 1,5 dl sukker, 100 g finthakkede mandler

Ismasse: 6 dl piskefløde, 120 g sukker, 3 æggeblommer, 0,5 dl kold kaffe, 120 g hakket daim.

Tænd ovnen på 175 grader. Æggehvider og sukker piskes til marengs. Imens hakkes mandlerne fint. Det kan med fordel gøres i en foodprocesser. Vend mandlerne i æggemassen. Fordel massen i en smurt springform med bagepapir i bunden. Den bages i ca. 30 min.

Når bunden er hel kold hakkes daimchokoladen. Dette gøres nemmest med en brødkniv, så chokoladen ikke “hopper”. Pisk fløden til stift flødeskum. Æggeblommerne piskes til æggesnaps med sukkeret. Vend forsigtigt æggesnapsen i flødeskummet sammen med den kolde kaffe. Hvis ismassen er blevet lidt tynd kan den sagtens piskes en anelse mere. Vend daimen i massen og fordel på den helt kolde bund. Isen nedfryses natten over.

Daimis med mandelbund.
Daimis med mandelbund.

Iskagen smager skønt. Kaffen kan kun smages som en svag undertone der går perfekt i spænd med karamellen fra daimchokoladen.

Desserten kan med fordel serveres med hindbærcoulis

300 g frosne hindbær, 60 g sukker, 1/2 vanillestang

Det hele koges i 10 min. Fjerne vanillestangen.

Hindbærcoulis
Hindbærcoulis

Denne dessert kommer med på nytårs menuen herhjemme;-))

Der skal selvfølgelig nok komme billede af anretning når vi kommer til nytåret;-)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *